Min historie

For næsten seks år siden, på universitetet, begyndte jeg at støde på statistikker, der viste, hvor dybt vi mennesker er afhængige af den teknologi, som oprindeligt skulle være et redskab for os. En af dem lød, at 79 % af alle med en smartphone tjekker den hver morgen inden for det første kvarter, efter at de er vågnet. Måske endnu mere rystende: en tredjedel af amerikanerne siger, at de hellere ville give afkald på sex end miste deres mobiltelefon. Deraf sluttede jeg, at de teknologier, vi bruger, fremelsker tvangspræget adfærd — om ikke regulær afhængighed.

Min baggrund er økonomi og psykologi, og gennem studierne fik jeg et nært indblik i, hvordan store virksomheder bruger vores inderste svagheder imod os — hvordan de holder os fast, holder os i konstant sammenligning med andre, holder vores opmærksomhed bundet til en skærm og efterlader os med en følelse af tomhed. Vores svageste steder i livet blev deres gevinst. Jeg måtte også erkende, at jeg selv havde et problem med teknologi — at mit nærvær i øjeblikket var blevet mindre.

Dér begyndte det spørgsmål, jeg ikke kunne slippe: hvad nu, hvis vi tog de samme indsigter i menneskelig adfærd og vendte dem mod det modsatte formål? Byggede teknologi, der oprigtigt tjener mennesker — som bevæger dem i den retning, de faktisk gerne vil gå. Gjorde mennesker til hovedpersoner i deres eget liv i stedet for et redskab, andre tjener penge på.

Det satte gang i en rejse ind i psykologien, som åbnede mine øjne for sider af bevidstheden, jeg slet ikke havde kendt til. Mens jeg udforskede bevidstheden, begyndte jeg at se nye sammenhænge, og mit liv forandrede sig indefra — og derfor også udenpå. Det viste sig som mere energi, mere kreativitet og en evne til at knytte dybere bånd til menneskene omkring mig. Jeg læste Kahneman og forstod, at vi mennesker ikke bruger hele vores bevidsthed hele tiden — for mig en omvæltende erkendelse, som flyttede min forståelse af menneskets tænkning og dens potentiale. Jeg forstod, at det underbevidste kan omprogrammeres — at man ikke er fanget i det program, der allerede former ens oplevelse af verden. Da jeg tog det nye verdensbillede til mig, åbnede der sig et helt landskab af muligheder.

Det stod hurtigt klart for mig, at det ikke nødvendigvis er teknologien i sig selv, der skaber de problemer, vi oplever. Det ser ud til at være måden, man omgås teknologien på, der afgør, om man påvirkes negativt eller positivt. I vores moderne vestlige samfund ser vi flere og flere mennesker ramt af stress, angst, depression og en række andre psykiske lidelser. Sagen er, at mennesker føler, at deres tilværelse ikke slår til på bestemte punkter, og det avler bekymringer — som skygger for følelsen af at være til, for glæden og for meningen.

Jeg fik job i virksomheden Peopleway, hvor vi arbejdede med at bygge psykologiske indsigter ind i softwaresystemer og AI, der kunne hjælpe virksomheder med at fremme resultatskabende adfærd. Her fik jeg mulighed for at omsætte teori til virkelige produkter og se deres virkning ude i verden. Jeg indså, at teknologi, brugt rigtigt, kan gøre menneskers liv bedre — gennem sundhedsfremmende adfærd, der styrker vores relationer, gør os klogere og giver os mere energi.

Så jeg begyndte at bruge de redskaber, jeg havde samlet, til bevidst at programmere mine egne vaner — med mig selv som forsøgskanin i afprøvningen af deres potentiale. Jeg optimerede mit liv på alle tænkelige måder og forsøgte at forme en perfekt tilværelse bygget af lutter gode vaner. I den periode havde jeg stor succes med at programmere en række vaner, der understøtter hjernens produktion af lykkehormoner, og det gav mere flow og mere energi i min hverdag. Men noget i det føltes mekanisk, og tilgangen mindede mere om den bevægelse, vi ser i moderne biohacking, end om et liv, der flyder frit.

Udefra set var jeg i mål. Alle omkring mig så et menneske, der havde det hele — gode vaner, godt arbejde, drømmen gjort til virkelighed. Og jeg troede selv på det, et stykke tid. Men indeni manglede der noget. En dag kom jeg hjem fra arbejde og følte mig drænet. Jeg satte mig ned med et stykke papir og gav mig selv lov til for alvor at reflektere over min situation. Jeg stillede mig selv et enkelt spørgsmål: hvis jeg var helt fri — hvis jeg kunne vælge at gøre hvad som helst — hvor ville jeg så tage hen? Hvad ville jeg lave? Hvordan ville jeg leve?

Jeg kunne nu også se, at mit eksperiment med hele tiden at jage bedre vaner ikke havde bragt mig nogen virkelig glæde. Det var en måde at kontrollere livet på frem for at lade det udfolde sig — jeg måtte finde min balance mellem kaos og kontrol.

Svaret, jeg skrev på papiret den dag, overraskede selv mig: jeg ville til Nepal og Indien og blive der i mindst tre måneder. En del af mig blev oprigtigt draget mod de steder — så stærkt, at jeg ikke kunne se bort fra det. Så jeg kiggede på, hvad der egentlig stod i vejen — og indså, at det slet ikke behøvede at blive ved drømmen.

Tre måneder senere sad jeg på et fly med en enkeltbillet til Nepal. Jeg havde solgt mine møbler, opsagt min lejlighed, sagt mit job op — svunget fra den ene pol direkte over i den anden. Jeg havde intet undersøgt. Alt, hvad jeg vidste, var, at jeg ville lande i Kathmandu — og at jeg stolede på, at jeg, med universet som vejviser, ville finde ud af resten, én dag ad gangen.

Det kaos blev til en rejse, der varede tre år. Jeg testede mit livs grænser. Jeg boede i ashrams og klostre, besøgte Buddhas fødested, sad i syv dages tavse meditationsretreats og underviste i åndedrætsarbejde i flere lande og på flere kontinenter. Jeg blev certificeret fridykker på avanceret niveau. Jeg mødte mit livs kærlighed. Jeg gik gennem hårde stræk med mig selv og gennem perioder af ægte glæde. Jeg vandrede ind i Himalaya, fik venner, der blev til familie, og knyttede dybe bånd til mennesker, jeg kun kendte et øjeblik. Jeg boede i beduinlejre i Egyptens bjerge og underviste i isbad og sauna på Sri Lanka. Jeg tog på yogaretreats. Jeg prøvede en hel del, og jeg gik til kanten af mig selv.

Og efter alt det stod én ting klart for mig: det var aldrig rigtig stederne, jeg havde været, eller praksisserne, jeg havde dyrket og undervist i. Det, der havde flyttet mig hele tiden, var et syn på livet — kærligheden i mig, de intentioner, jeg bar med mig, og måden, jeg valgte at se andre mennesker på. Det var dét, der bar mig fremad.

Det er ikke at være ekstraordinære steder eller gøre ekstraordinære ting, der får vores bevidsthed til at vokse. Det er det enkle valg, vi træffer hver eneste dag — måden, vi vælger at handle på, måden, vi vælger at se verden på, måden, vi sætter vores retning i livet på. Det valg afgør alt, hvad vi bevæger os imod — og om vi bliver mere glade, mere kærlige, mere modige, mere accepterende, mere tilgivende.

Jeg tror på, at hvis man opdager noget, der kan lindre lidelse i menneskelivet, har man et ansvar for at dele det. Så jeg besluttede at lægge alt, hvad jeg er — teknologi, AI, økonomi, psykologi — ind i det ene formål. Resultatet er Osmia.

Og appen er kun begyndelsen. Jeg drømmer om at bygge fællesskaber. Steder, der rummer praksisser, som understøtter bevidstheden: sunde caféer med nærende mad, god kaffe, te og kakao; kontorfællesskaber; en wellnessdel med sauna og isbad; en shala til åndedrætsarbejde, yoga, lydhealing og ceremoni. Men enhver begyndelse har brug for et første, minimalt skridt — og i dag er det skridt appen: et rum, hvor du kan være din egen og selv bestemme din vej i livet.

Her er, hvad jeg egentlig prøver at sige. Du behøver ikke gøre noget bestemt. Du behøver ikke rejse nogen steder hen, sidde hos “oplyste mestre” i Indien, skifte job eller vende op og ned på dit liv. Du er allerede på din rejse. Det eneste, jeg peger på, er dette: sæt en retning, der er i pagt med dit hjerte, bevæg dig imod den med bevidst intention hver dag, reflektér over, hvordan du faktisk nærmer dig den, og giv slip på det, der ikke længere tjener dig.

Det er derfor, Osmia findes. Vi vil gerne være med på din rejse — men det er din rejse, og din alene. Så prøv det. Hvis det tjener dig, så brug det, så meget du vil. Og hvis ikke, er du fri til at gå — og ingen vil nogensinde bebrejde dig det.

God rejse.